De 5 bedste broer i Venedig og historierne bag dem

Stenbroen, du ser i dag, stod færdig i 1591 efter tegninger af Antonio da Ponte og erstattede en række træbroer, der havde for vane at styrte sammen eller brænde. Da Ponte vandt opgaven over forslag fra langt mere berømte arkitekter, og mange forudsagde dengang, at hans stenbue i ét spænd ville falde. Det er den ikke.

Den bærer to rækker butikker og tre gangstrøg og er et af de mest befærdede steder i Italien. Kom klokken syv om morgenen, så er den næsten tom; lyset langs kanalen er alligevel bedre da. Vil du fotografere broen frem for fra den, så stil dig på Riva del Vin eller tag vaporettoen.

Bygget omkring 1600 for at forbinde Dogepaladset med de nye fængsler på den anden side af kanalen er Ponte dei Sospiri lukket inde i hvid kalksten med to små tremmevinduer. Navnet stammer fra en idé fra 1800-tallet, udbredt af Lord Byron, om at fanger sukkede ved deres sidste glimt af Venedig gennem de vinduer.

Det er en god historie, og den er ikke rigtig sand. Da broen kom i brug, husede de celler, den betjente, mindre lovovertrædere, og de alvorlige henrettelser var for længst ophørt. Den moderne legende om, at et kys under den ved solnedgang sikrer evig kærlighed, blev opfundet langt senere, mest af folk der sælger gondolture.

Udsigten udefra har man fra Ponte della Paglia. For at gå igennem den skal du have billet til Dogepaladset.

I Dorsoduro har Ponte dei Pugni fire fodaftryk i hvid marmor lagt ned i brolægningen i hjørnerne. De markerer udgangspositionerne for organiserede knytnæveslagsmål mellem byens to rivaliserende fraktioner, Nicolotti og Castellani, som mødtes på broen og forsøgte at kaste hinanden i kanalen.

Broen havde ingen rækværker dengang, hvilket var hele pointen. Myndighederne forbød til sidst slagsmålene, og fodaftrykkene er det eneste, der er tilbage af en tradition, der varede i århundreder.

Træbroen over Canal Grande ved Gallerie dell'Accademia blev sat op i 1933 som en midlertidig løsning, mens en permanent afløser i sten blev projekteret. Stenbroen blev aldrig bygget. Det, der står i dag, er en tro genopbygning fra 1980'erne, og Venedig har stille accepteret, at midlertidig betyder noget andet her.

Den giver den bedste udsigt ned ad kanalen mod Santa Maria della Salute, og det er det foto, de fleste egentlig vil have.

Den fjerde og nyeste overgang over Canal Grande, tegnet af Santiago Calatrava og åbnet i 2008, forbinder banegårdsområdet med Piazzale Roma. Den kom år for sent, langt over budget og uden trinfri adgang, og venetianerne har skændtes om den lige siden.

Dens glastrin viste sig også glatte i regnvejr og bliver gradvist udskiftet med sten. Gå hen og se på den alligevel: formen er virkelig elegant, og striden om den siger mere om det moderne Venedig end nogen guidebog.

Ponte Chiodo i Cannaregio er en af de meget få broer i Venedig, der er efterladt uden rækværk, som de alle engang var. Og på øen Torcello krydser Ponte del Diavolo en kanal midt ude i ingenting, helt uden gelændere, bådturen værd lige så meget for tomheden som for broen.

Mellem de fire broer sejler flere traghetto-steder stadig folk over Canal Grande i afklædte gondoler. Det koster lidt, tager to minutter, og de lokale står op under overfarten. Det er den billigste gondoltur i Venedig, og ingen synger.

Venedig er en by, hvor det at fare vild er den rigtige metode. Et byspil giver den metode en form: I udforsker i små hold med telefonen, løser gåder knyttet til virkelige broer, pladser og kirker og ender i kroge af Cannaregio og Dorsoduro, som menneskemængderne aldrig når. Ingen guide, ingen fast starttid, og I stopper for en kaffe, når I vil.

Det fungerer for venner, familier og firmature og større grupper. Siden sådan virker det forklarer det trin for trin.

Venedig giver mening, når man holder op med at prøve at komme nogen steder effektivt. Se alle de byer, hvor vi kører spil, læs om vores ruter længere sydpå i Quests i Rom, eller kontakt os, hvis du planlægger noget for en gruppe.