Oplevelser i Düsseldorf: Altbier, Gehry og et japansk kvarter

Düsseldorfs Altstadt er nogle få kompakte karreer proppet med barer, og de lokale kalder den die längste Theke der Welt, verdens længste bardisk. Det er praleri, men står du der en fredag aften, forstår du, hvor det kommer fra.

Byen som helhed er rigere og mere designet end sine naboer: en mode- og reklameby, med penge på Königsallee og arkitektur nede ved havnen. Den er også lille nok til at se ordentligt på en dag, hvilket ikke gælder Köln.

Düsseldorf drikker Altbier: mørk kobberfarvet, overgæret, mindre sød, end den ser ud. Den kommer i små lige 0,2-liters glas, og det er her, besøgende tager fejl. Du bestiller ikke hver runde. Tjeneren, Köbes, går rundt i lokalet med en bakke og udskifter automatisk dit tomme glas, mens han sætter en streg på din ølbrik hver gang. Når du har fået nok, lægger du ølbrikken oven på glasset. Sig ingenting, og det bliver ved med at komme.

De fire gamle bryggeriværtshuse i og omkring Altstadt brygger hver deres, og hver smager forskelligt. Prøv to frem for fire, og spis noget mørkt og tungt til.

En advarsel, der er halvt spøg og halvt alvor: bestil ikke Kölsch her, og ros ikke Köln. Rivaliseringen er en leg, men det er en leg, alle leger.

Syd for centrum er den gamle godshavn bygget om til et arkitekturkvarter. Midtpunktet er Der Neue Zollhof af Frank Gehry: tre bygninger, der hælder og bugter sig, én i hvid puds, én i rød mursten, én beklædt med spejlstål, der fanger de to andre. De åbnede i slutningen af 1990'erne, og de ligner stadig intet andet i Tyskland.

Tag derhen sidst på eftermiddagen, når lyset gør mest ved den spejlede. Ved siden af bærer Rheinturm en lodret række lys op ad sit skaft, der fungerer som et rigtigt ur, og der er en udsigtsplatform nær toppen.

Düsseldorf har et af Europas største japanske samfund, opbygget omkring japanske firmaer, der placerede deres europæiske aktiviteter her. Omkring Immermannstraße, nær hovedbanegården, finder du boghandler, bagerier, supermarkeder og noget af den bedste ramen i Tyskland. Det er ikke et temakvarter, det er et arbejdende kvarter.

I Niederkassel, på den anden side af floden, er EKŌ-Haus der Japanischen Kultur et ægte japansk buddhistisk tempel med have og et traditionelt hus. Det er stille, fri for byens larm og sporvognsturen værd. Sidst på foråret holder byen en Japandag på flodbredden, der slutter med fyrværkeri.

Ude i den sydlige del af byen er Schloss Benrath et lyserødt og gråt senbarokt lystslot bygget til en kurfyrste i 1700-tallet, i en formel park med en lang spejldam. Bygningens trick er, at den ligner en etplansvilla forfra og viser sig at rumme langt mere indeni, end facaden indrømmer. Giv dig selv parken såvel som huset.

På Burgplatz står Schlossturm alene: det bevarede tårn fra et slot, der brændte og blev revet ned, nu med et museum om Rhinsejladsen. Bagved erstattede Rheinuferpromenade en motorvej, der blev gravet ned i en tunnel i 1990'erne, og derfor har byen pludselig en af de bedste flodbredder i Tyskland. En varm aften er trapperne her der, hvor alle sidder.

Centrum kan gås og er fuldt af ting, du overser uden en grund til at kigge: Heine-referencerne, skulpturerne, forskellen på genopbygget og originalt. Et byspil fører jer gennem Altstadt, Kö og flodbredden, mens I løser spor, hvilket er en langt bedre brug af en eftermiddag end shopping. Det passer familier, venner og arbejdsgrupper, og det hænger fint sammen med en aften i den gamle bydel.

Hvis du vil have byen og ikke kun dens barer, så gå den igennem med en spillerute. Her er, hvordan det fungerer, og til teamudflugter og større grupper har vi formater på denne side. Spørgsmål om datoer, gruppestørrelser eller ruter? Kontakt os. En halv time ned ad Rhinen, og rivalen: Köln.