De mest typiske ting ved Valencia

Paella er valenciansk. Ikke spansk generelt, valenciansk specifikt, og den traditionelle opskrift er snævrere, end de fleste besøgende forventer. Paella valenciana indeholder ris, kylling, kanin, flade grønne bønner, garrofó (en stor hvid bønne), tomat, olivenolie, safran og vand; snegle og en kvist rosmarin optræder i mange versioner. Den indeholder ikke chorizo, og den indeholder ikke skaldyr; det er en anden ret, arroz a banda eller paella de marisco, og den er også fremragende, men det er ikke det samme.

To regler, der betyder mere end ingredienserne. For det første er paella en frokostret, tilberedt på bestilling og spist først på eftermiddagen. En restaurant, der tilbyder paella klokken 21, laver mad til turister. For det andet tager det tid: forvent 30 til 45 minutters ventetid efter bestilling, og vær mistænksom over for steder, hvor den kommer hurtigere.

Retten kommer fra rismarkerne omkring lagunen Albufera syd for byen. Landsbyen El Palmar, ude i markerne, er dér, hvor de lokale tager hen om søndagen, og en bus eller en kort køretur bringer dig derud.

Hver marts fyldes byen med enorme satiriske skulpturer, kaldet fallas, bygget af kvartersforeninger i løbet af et år, og så brænder den næsten dem alle natten til den 19. Festivalen står på UNESCO's liste over immateriel kulturarv.

Rytmen: gennem første halvdel af marts er der hver dag klokken 14 en mascletà på Plaza del Ayuntamiento, som ikke er fyrværkeri for øjnene, men en perkussiv række eksplosioner, du mærker i brystet. Skulpturerne rejses omkring den 15. Den 19., la cremà, brænder de, begyndende med børnenes fallas og sluttende med den store på pladsen, som regel efter midnat.

Én ninot, en enkelt figur fra en hvilken som helst falla, benådes hvert år ved offentlig afstemning og kommer på museum i stedet for i ilden. Alt andet er aske om morgenen.

Kommer du under Fallas, så accepter, at byen er larmende fra morgenmaden og frem, at kanonslag er lovlige og overalt, og at hotellerne koster flere gange det normale. Det er det værd én gang.

Valenciansk horchata (orxata de xufa) er ikke den mexicanske risdrik af samme navn. Den laves af jordmandler, små knolde dyrket på markerne omkring Alboraya lige nord for byen, blendet med vand og sukker og serveret meget koldt. Den er tyk, sød og svagt nøddeagtig.

Du drikker den med fartons, lange bløde glaserede boller lavet til at dyppe. Det klassiske træk er en eftermiddagshorchata i varmen, enten på en horchatería i det gamle centrum eller, bedre, ude i Alboraya, hvor afgrøden vokser.

Efter en katastrofal oversvømmelse i 1957 blev floden Turia ledt uden om byen i stedet for igennem den. I stedet for at bygge en motorvej i det tomme flodleje, hvilket var den oprindelige plan, forvandlede Valencia det til en ni kilometer lang park, der snor sig lige gennem midten af byen.

Det er det bedste ved byen i hverdagen. Du kan gå eller cykle fra det gamle centrum til havet næsten helt inde i den, under de gamle stenbroer, og den ender ved Kunstens og Videnskabens By, det hvide kompleks, der i høj grad er tegnet af Santiago Calatrava, og som er med på ethvert fotografi af det moderne Valencia.

Silkebørsen fra det 15. århundrede, UNESCO-verdensarv og en af Europas fineste verdslige gotiske bygninger. Hovedsalen har snoede stensøjler, der breder sig ud i loftet som palmer. Det tager tyve minutter at se og er det mest imponerende interiør i byen.

Lige overfor, et vældigt modernistisk marked i jern og glas fra 1928, stadig et fungerende madmarked frem for en food court. Gå om morgenen.

Hver torsdag klokken tolv, ved katedralens Apostelport, sidder otte valgte landmænd i en rundkreds og afgør stridigheder om vandingsvand på markerne omkring. De gør det højt, på valenciansk, uden skriftlige optegnelser, og afgørelserne er bindende. Det har kørt i århundreder og er også UNESCO-listet. Det varer som regel få minutter og er gratis at overvære.

El Carmen er middelalderkvarteret: smalt, malet med gadekunst, travlt om natten. Ruzafa, syd for stationen, er dér, hvor byens nyere barer og restauranter har samlet sig. Begge er bedst at gå i uden plan.

Appelsinjuice, cava, gin og vodka, serveret i kande. Det smager af frugtjuice, og det er ikke frugtjuice, hvilket er hele problemet med det. Tag én kande mellem flere personer, om aftenen, og behandl den anden med respekt.

Valencia er flad, kompakt og skygget de rigtige steder, hvilket gør den til en af de bedre spanske byer at udforske til fods. Et byspil giver dig en rute gennem det gamle centrum med noget at løse ved hvert stop, hvilket er en god måde at dække Lonja, markedet, katedralen og El Carmen på uden at stå foran et kort og skændes om retningen.

Byen belønner en langsom morgen i det gamle centrum, en lang frokost og en eftermiddag i flodlejeparken på vej mod havet. Vil du have form på morgenen, så fungerer vores spil sådan her, og du kan kontakte os om at køre et for din gruppe. Skal du sydpå bagefter? Vores guide til flamenco i Granada dækker en helt anden spansk aften.